Back Russiese oorlog teen Oekraïne Afrikaans Russisch-Ukrainischer Krieg ALS ፳፻፲፬ የሩሶ-ዩክሬን ቀውስ Amharic Guerra ruso-ucrainesa AN الحرب الروسية الأوكرانية Arabic ৰুছ-ইউক্ৰেনীয় যুদ্ধ Assamese Guerra ruso-ucraína AST Rusiya–Ukrayna müharibəsi Azerbaijani روسیه اوکراین ساواشی AZB Gerang Ruso-Ukranyano BCL

Den russisk-ukrainske krig

Den russisk-ukrainske krig

Dato D. 20. februar 2014[a] – nu
Sted Ukraine (med spillover til Rusland)
Status igangværende
Territoriale
ændringer 		Ændrigner forud for invasitionen i 2022:
Parter
Ledere

Den russisk-ukrainske krig[8][c] undertiden også omtalt som den russisk-ukrainsk konflikt, Ukraine-konflikt, Ukraine-krigen eller almindeligvis også blot omtalt som Ukraine-krisen er en igangværende krig og konflikt mellem på den ene side Ukraine[d] og på den anden side Rusland[e] samt pro-russiske oprørsstyrker[f] fra de syd- og østligste regionen af Ukraine.

Konflikten brød ud sideløbende med Euromajdan. Konflikten eskalerede dog særligt som følge af Majdan-revolutionen i Kyiv i februar 2014, der så den mere russisk-orienterede præsident Viktor Janukovitj blive afsat den 22. februar 2014 til fordel for en mere vestlig-orienterede regering og præsident. Som følge af magtskiftet i Kyiv udbrød der forskellige regeringsfjendtlige oprør, uroligheder og demonstrationer (almindeligvis omtalt som anti-Majdan) i andre byer og regioner rundt om i de syd- og østligste regioner af Ukraine – specielt på Krim-halvøen og i Donbass-regionen.

Krim-krisen opstod umiddelbart i forlængelse af Majdan-revolutionen. Her tog lokale oprørsstyrker i samarbejde med russiske soldater uden insignier – undertiden også omtalt som "små grønne mænd" – hurtigt kontrollen over strategiske stillinger og infrastruktur på Krim-halvøen, ligesom de tog kontrol over parlamentet på Krim. Der blev efterfølgende gennemført en kontroversiel og omstridt folkeafstemning på Krim, hvis resultat viste, at et stort flertal af beboerne på Krim ønskede at sluttede sig til Rusland. Rusland annekterede herefter de facto Krim d. 18. marts 2014.

I Donbass-regionen resulterede de regeringsfjendtlige uroligheder og oprør i etableringen af væbnet paramilitære oprørsstyrker, som de facto etablerede kontrol over store dele af Donbass-regionen. I april 2014 blev de selverklærede og uafhængige folkerepublikker, Donetsk og Lugansk, proklameret i områderne kontrolleret af oprørsstyrkerne. Regering i Kyiv forsøgte at genetablere kontrol over Donbass-regionen ved bl.a. at igangsatte en såkaldt "anti-terrorist-operation" (ATO), som resulterede i Krigen i Donbass (2014-nu) mellem den ukrainske hær og oprørstyrkerne fra Donbass. Til trods for forskellige forsøg på at mægle våbenhvile- og fredsaftaler mellem parterne, herunder de såkaldte Minskaftaler, udbrød der jævnligt kampe mellem de to partnere i perioden mellem 2014-2022. Kampene var dog voldsomst det første år, hvorefter frontlinjen mere eller mindre frøs fast.

I forbindelse med Krigen i Donbass støttede Rusland både økonomisk og militært oprørsstyrkerne. Rusland har således støttet oprørsstyrkerne med våben, men har ikke officielt anerkendt at have støttet med soldater. Dog har frivillige russere støttet oprørsstyrkernes kampe i Donbass. Flere – herunder Ukraine, USA og EU – mener dog, at russisk militær i hemmelighed og i mere uofficielt kapacitet har opereret og hjulpet oprørsstyrkerne.[9] Derudover har der været hændelser, hvor Rusland og Ukraine været direkte involveret over for hinanden, såsom i forbindelse med forskellige flådehændelser, cyberkrigsførelse og andre politiske spændinger. I det store hele indtraf der dog ikke nogle officielle og direkte kamphandlinger mellem det ukrainske og russiske militær i perioden fra 2014 til 2022.

Konflikten mellem Rusland og Ukraine eskalerede i begyndelsen af 2021. Her begyndte Kyiv-regeringen i februar 2021 at slå ned på oppositionspolitikere, herunder særligt Viktor Medvedtjuk og hans parti Opposition Platform — For Life, samt medier m.m. der, i henhold til Kyiv-regering, fungerede som propagandaapparat for Rusland. USA's ambassade i Kyiv bifaldte efterfølgende dette tiltag. Rusland og præsident Putins modsvar kom d. 21. februar 2021, da de annoncerede en stor militærøvelse på grænsen mellem Rusland og Ukraine, der bl.a. ville omfatte 3.000 soldater.[12] Præsident Zelenskyj godkendte i marts 2021 en strategi, som bl.a. omtalte "de-occupation and Reintegration" (dansk: befrielsen og reintegrationen) af Krim-halvøen.[13] Rusland troppeopbygning langs grænsen til Ukraine blev efterfølgende forøget, ligesom en stabschef i Kreml i april 2021 advarede om, at Rusland kunne komme oprørsstyrkerne i Donbass til forsvar.[14] Rusland havde siden 2019 udstedt ca. 650.000 russiske pas til beboere i Donbass, hvilket præsident Zelenskyj anså som et skridt i retning mod en annektering.[14][15] Rusland troppeopbygning tog særligt til mod slutningen af 2021 og begyndelsen af 2022. Dette skete samtidig med, at den amerikanske præsident Biden dels forsikrede Zelenskyj om NATO-medlemskab, og dels beskyldte (ligesom Ukraine selv også gjorde) Rusland for at planlægge en invasion.[16] Rusland benægtede disse beskyldninger og anklagede i stedet USA for "destabiliserende adfærd", ligesom de hævdede at have fået lovning på, at sådan østlige ekspansion af NATO ikke ville ske.[16]

Den 21. februar 2022 anerkendte Rusland officielt de to selverklærede folkerepublikker i Donbass og sendte militærtropper ind i områderne. Tre dage senere, d. 24. februar 2022, invaderede Rusland Ukraine. Store dele af det internationale samfund har efterfølgende fordømt Rusland for dets handlinger i Ukraine og anklaget det for at bryde international lov og krænke ukrainsk suverænitet. Mange lande implementerede økonomiske sanktioner mod Rusland, russiske oligarker og virksomheder – særligt som følge af 2022-invasionen.

I august 2014 krydsede ikke-mærkede russiske militærkøretøjer grænsen til Folkerepublikken Donetsk. En krig begyndte herefter mellem ukrainske styrker på den ene side, og en blanding af pro-russiske separatister og russiske militærtropper på den anden, selvom Rusland forsøgte at skjule sin direkte involvering. Krigen udmundede i en statisk konflikt, hvor det gentagne gange mislykkedes at indgå en våbenhvileaftale. I 2015 blev Minsk-aftalerne underskrevet af Rusland og Ukraine, men en række stridigheder forhindrede disse aftaler i at blive fuldt implementeret. I 2019 blev 7 % af Ukraine klassificeret af den ukrainske regering som "midlertidigt besatte områder", mens den russiske regering indirekte havde erkendt tilstedeværelsen af sine tropper i Ukraine.

  1. ^ a b McDermott, Roger N. (2016). "Brothers Disunited: Russia's use of military power in Ukraine". I Black, J.L.; Johns, Michael (red.). The Return of the Cold War: Ukraine, the West and Russia. London. s. 99-129. doi:10.4324/9781315684567-5. ISBN 978-1-138-92409-3. OCLC 909325250.
  2. ^ "7683rd meeting of the United Nations Security Council. Thursday, 28 April 2016, 3 p.m. New York". Mr. Prystaiko (Ukraine): ... In that regard, I have to remind the Council that the official medal that was produced by the Russian Federation for the so-called return of Crimea has the dates on it, starting with 20 February, which is the day before that agreement was brought to the attention of the Security Council by the representative of the Russian Federation. Therefore, the Russian Federation started – not just planned, but started – the annexation of Crimea the day before we reached the first agreement and while President Yanukovych was still in power.
  3. ^ "'Няша' Поклонська обіцяє бійцям 'Беркута' покарати учасників Майдану". www.segodnya.ua (ukrainsk). Hentet 3. februar 2022.
  4. ^ "Спікер ВР АРК вважає, що Крим може відокремитися від України". Українська правда (ukrainsk). Hentet 3. februar 2022.
  5. ^ "Putin describes secret operation to seize Crimea". Yahoo News. 8. marts 2015. Hentet 24. marts 2015.
  6. ^ "Russia's Orwellian 'diplomacy'". unian.info. Hentet 30. januar 2019.
  7. ^ "Nato members 'send arms to Ukraine'". BBC News. 14. september 2014.
  8. ^ Snyder, Timothy (2018). The Road to Unfreedom: Russia, Europe, America. New York: Tim Duggan Books. s. 197. ISBN 978-0-525-57447-7. Almost everyone lost the Russo-Ukrainian war: Russia, Ukraine, the EU, the United States. The only winner was China.
  9. ^ a b c Center for Preventive Action (d. 8. november 2022): "Conflict in Ukraine". Global Conflict Tracker. Hentet 27-02-2023
  10. ^ BBC News (d. 9. marts 2015): "Putin reveals secrets of Russia's Crimea takeover plot". BBC News. Hentet 27-02-2023
  11. ^ Rekoff, Paul (d. 18. juli 2014): "A Look at the Pro-Russian Separatists". The Wall Street Journal. Hentet 27-02-2023
  12. ^ Shuster, Simon (d. 2. februar 2022): "The Untold Story of the Ukraine Crisis". Time. Hentet 28-02-2023
  13. ^ Ukrinform.net (d. 24. marts 2021) "Zelensky enacts strategy for de-occupation and reintegration of Crimea". Hentet 28-02-2023
  14. ^ a b Roth, Andrew (d. 9. april 2021): "Kremlin defends Russian military buildup on Ukraine border". The Guardian. Hentet 28-02-2023
  15. ^ Reuters (d. 20. maj 2021): "Zelenskiy: Russian passports in Donbass are a step towards 'annexation'". Hentet 28-02-2023
  16. ^ a b Williams, Matthias & Zinets, Natalia (d. 10. december 2021): "Biden assures Zelenskiy that NATO membership in Ukraine's hands, Kyiv says". Reuters. Hentet 28-02-2023


Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-alpha", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-alpha"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler

Rich TVX News Network Site

Rich TVX News Network Info

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search